Armenien

Republikken Armenien
Հայաստանի Հանրապետություն (Armensk)
tr. Hajastani Hanrapetut'jun
Armeniens nationalvåben
Nationalvåben
NationalmelodiMer Hajrenik
(Armensk: Vort fædreland)
Armeniens beliggenhed
Hovedstad
og største by
Jerevan
40°10′N 44°31′E / 40°10′N 44°31′E / 40.167; 44.517
Officielle sprogArmensk
RegeringsformRepublik
- Præsident
Armen Sarkissian
- Premierminister
Nikol Pashinyan
Uafhængighed
Areal
- Total
29.800 km2  (nr. 139)
Vand (%)
4,7
Indbyggertal
- Anslået 2005
2.982.904 (nr. 132)
- Folketælling 1989
3.288.000
100,1/km2  (nr. 74)
ValutaDram (AMD)
Tidszone(UTC+4)
- Sommer (DST)
 (UTC+5)
Kendings-
bogstaver (bil)
ARM
Luftfartøjs-
registreringskode
EK
Internetdomæne.am
Telefonkode+374
ISO 3166-kodeAM, ARM, 051
Nationalvåbnet er gengivet med henvisning til www.Vector-Images.com

Armenien (armensk: Հայաստան, tr. Hayastan, Hayq), officielt Republikken Armenien (armensk: Հայաստանի Հանրապետություն, tr. Hayastani Hanrapetut’yun) er et bjergrigt land, der grænser op til Georgien i nord, Aserbajdsjan i øst, Iran og en eksklave tilhørende Aserbajdsjan i syd og Tyrkiet mod vest. Landet ligger i Kaukasus i det østligste Europa. Armenien deltager aktivt i SNG-samarbejdet og er medlem bl.a. af FN, Europarådet, WTO og OSCE. Landet har i århundreder været korsvejen mellem øst og vest.

Historie

Oldtid

Da landet Ur gik i opløsning, dannede dets territorium rammen om det antikke armenske kongeriges fødsel. Armeniens første regenter var den persiske shahs satrapper – vicekonger. Denne epoke omtales i Xenofons og Herodots værker. Xenofons bog Anabasis indeholder en beskrivelse af de 10.000 grækeres tilbagetog fra Armenien i 401-400 f.v.t. Det var et vidnesbyrd om, at Armenien var rigt på landbrugsarealer med kvægavl, vin, hvede og frugt.

Efter Alexander den Stores erobringstogter og opblomstringen af Seleukide-imperiet indledtes 'helleniseringen' af Armenien, der spillede en vigtig rolle i landets kulturliv. Seleukidernes stat faldt i romernes hænder i 190 f.v.t., og Armenien blev en selvstændig stat. Den lokale regent udråbtes til konge af Storarmenien under navnet Artashes den 1.

Det blev indledningen til en guldalder, som kulminerede under Tigrán den 2. – eller den Store. Han samlede alle de armensktalende områder og annekterede adskillige naboregioner. Armenien strakte sig fra Middelhavet i syd over Sortehavet i nord til det Kaspiske Hav i øst. Tigrans imperium blev snart besejret af de romerske og partiske hære. Armenien udnævntes til 'Det romerske folks ven og allierede' en almindelig eufemisme om Roms vasalstater.

Romerne, perserne og Byzans

I de første fire århundreder af vores tidsregning var Armenien tæt på at miste sin selvstændighed. I 428 ophørte det med at være en stat, da det romerske imperium og den nye persiske kongedømme enedes om at dele landet. Et monument fra denne epoke er det græske tempel i Garni, tæt ved Jerevan.

Armenien blev i 301 det første land i verden, som indførte kristendommen som statsreligion. På denne tid grundlagde den første patriark af Armenien, Gregor Lysbringeren, et kloster i Ejmiatsin, som eksisterer den dag i dag, og som blev hovedsæde for den armenske kirkes patriarker. Kirken identificerede sig fra da af med den armenske folkekarakter, da religionen sikrede den folkelige enhed, mens landet igennem længere tid var uden selvstændig statsledelse.

Munken Mesrop Masjtots opfandt i 405 et alfabet og skabte Armeniens eget skriftsprog. Bogstaverne i dette alfabet er bevarede op til vor tid og har medvirket til, at der har eksisteret en lige linje i armeniernes kultur fra Antikken over Middelalderen til moderne tid. I det 5. århundrede blomstrede både den religiøse og verdslige litteratur og den armenske historieskrivning; senere udvikledes også naturvidenskaberne. Anania Shirakatsi påstod allerede i det 7. århundrede, at Jorden var rund og fremsatte en hypotese om, at der eksisterede adskillige planeter beboede af intelligensvæsener. [kilde mangler]

I det 5. og 6. århundrede deltes Armenien mellem Byzans og Persien. Perserne forsøgte at eliminere kristendommen fra de østlige områder af Armenien, hvor de kristne stod stærkt. Det førte til en folkelig opstand. Prins Vartán Mamikonian, leder af den armenske hær, påtog sig lederskabet af oprøret. I år 451 kom det til et slag i Avaraev-dalen mellem den armenske hær på 60.000 mand under ledelse af Vartán, og den persiske hær, der var armenerne betydeligt overlegen. Armenerne blev besejrede og prins Vartán dræbt, men også perserne led betydelige tab. Efter slaget gav perserne afkald på muligheden for at påtvinge armenerne deres religion, og den armenske kirke kanoniserede alle deres faldne.

I det 7. århundrede blev Persien invaderet af araberne, og de nye islamiske ledere annekterede også Armenien. Befolkningen kæmpede imod indtil slutningen af det 9. århundrede, hvor prins Ashot Bagratuni udråbtes til konge og uafhængig leder af Armenien. Denne tid beskrives i den episke fortælling 'David af Sasún'.

Velfærdsperioden under kong Bagratidas blev ganske kort. I slutningen af det 11. århundrede begyndte landet at vakle under presset fra byzantinerne og seldsjukkernes tyrkiske dynasti, der var kommet fra Centralasien. Mange armenske prinser overgav deres jord til den byzantinske kejser og modtog til gengæld jord i Kilikien. Det og frygten for tyrkerne førte til store udvandringer fra mange armenske områder.

Fornyet selvstændighed og tab af samme

I slutningen af det 11. århundrede grundlagde Rubénidas-dynastiet en ny armensk stat i Kilikien, der overlevede de næste 300 år. Kilikien havde nære forbindelser til de vesteuropæiske nationer. De armenske styrker intervenerede i korstogene, og via giftermål introduceredes Rubénidas'erne til de europæiske ledere. Det kilikiske Armenien blev i 1375 erobret af de egyptiske mamelukker, der sørgede for at bevare litteraturen, kulturen og de videnskabelige landvindinger, mens det 'oprindelige' Armenien var udslettet af invasioner og krige.

De tyrkiske osmanner, der afløste Seldsjukkerne i slutningen af det 13. århundrede, indledte erobringen af Lilleasien. Konstantinopel erobredes i 1453, og tyrkerne fortsatte deres march mod øst, hvor de invaderede Persien. De talrige krige mellem Tyrkiet og Persien havde Armenien som slagmark, indtil det i det 17. århundrede deltes mellem de to islamiske imperier. På dette tidspunkt varetog kirken ikke alene mange verdslige opgaver, men forsøgte også at påkalde sig de kristne europæeres opmærksomhed over for det drama, som armenerne måtte gennemleve på flugt og langt fra hjemlandet. Karen Jeppe og flere andre danske kvinder arbejdede for at hjælpe flygtningene. Flere af de kolonier, som armenske flygtninge grundlagde, eksisterer for øvrigt endnu.

Rusland og Sovjet

Fra Armenien: Klostret Noravank.

Efter en ekspedition i 1722, der bragte de russiske tropper helt til Transkaukasien, hvor de besatte byen Baku og andre territorier, der tilhørte perserne, indledte de armenske prinser i Nagornij Karabakh og enkelte naboregioner en opstand. Opstanden blev ledet af den armenske nationalhelt David-bek. Den russiske zar, Peter den Store, der havde lovet at hjælpe armenerne, døde, og Rusland undertegnede en fredsaftale med Persien. Den anden russiske krig mod Persien indledtes i 1804 og afsluttedes i 1813 med Fredstraktaten fra Gulistan. Efter den indlemmedes Karakakh og nogle andre armenske områder i det russiske imperium.

Gennem det 19. århundrede førte Rusland adskillige krige mod Tyrkiet og Persien og annekterede lidt efter lidt nye armenske områder, og til slut tilfaldt hele den østlige del af Armenien russerne. I dette område boede mere end to millioner armenere. Størstedelen af Armenien med over fire millioner indbyggere tilhørte stadig Tyrkiet.

I det 20. århundrede forsvarede Rusland også Armenien mod invasioner og krige, og det østlige Armenien oplevede en velstandsperiode. Men armenerne i det osmanniske rige var udsat for forfølgelse og chikane. Der var ofte uroligheder og sammenstød, hvilket tyrkerne forsøgte at hindre med drastiske repressalier. De brugte som undskyldning, at armenerne under 1. verdenskrig støttede den russiske hær, der havde angrebet fra Transkaukasien. Derfor deporterede De unge Tyrkeres regime armenerne, og mellem 250.000 og to millioner døde. Tyrkiet anerkender ikke begivenhederne som folkedrab og reagerer kraftigt, når den kaldes det.

Armeniens hovedstad Jerevan med Ararat-bjerget i baggrunden

Da det russiske imperium kollapsede i 1917, proklameredes den selvstændige stat Republikken Armenien i Jerevan. Tyrkiet angreb Armenien i 1918 og 1920. Selv om det lykkedes den armenske hær at vinde nogle sejre, oplevede den unge republik alvorlige økonomiske tilbageslag, og dens territorium blev kraftig beskåret. I slutningen af 1920 udråbtes Den sovjetisk-armenske Republik af en koalition bestående af kommunister og nationalister, og ved et oprør i februar 1921, væltedes den siddende regering. Med hjælp fra Den Røde Hær, der var ankommet fra Aserbajdsjan, overtog kommunisterne magten efter tre måneders hårde kampe.

Armenien, Georgien og Aserbajdsjan dannede i 1922 Sammenslutningen af Transkaukasiske Socialistiske Sovjetrepublikker, der lod sig optage i USSR. For at undgå etniske konflikter mellem armenere og muslimer, vedtog det sovjetiske styre en separationspolitik, der tillod en deling af nationalitetsgrupper i administrative enheder, hvilket afgjorde at hele folkeslag blev flyttet. Den Selvstændige Socialistiske Sovjetrepublik Nachichevan proklameredes i 1923 med tilknytning til Azerbajdsjan renset for armenere, og samtidigt 'overtog' azerbajdsjanerne Nagornij Karabakh, der var et historisk armensk område, Aserbajdsjan tidligere havde givet afkald på i 1920. Den transkaukasiske sammenslutning opløstes i 1936, og de involverede republikker søgte enkeltvis optagelse i Sovjetunionen.

I 1965 højtideligholdt armenere over hele verden mindet om folkedrabet i 1915. I Armeniens hovedstad krævede demonstranterne en tilbagelevering af området Nagornij Karabakh. Den første anmodning om genforening af Nagornij Karabakh og Armenien blev overbragt Sovjetunionens præsident Nikita Khrusjtjov i maj 1963, og var underskrevet af 2.500 indbyggere fra det opdelte område. Fra da af udvikledes to modsatrettede strømninger: En i Armenien med tilhængere af genforeningen. En i Aserbajdsjan med modstandere af den. I 1968 kom det til voldelige sammenstød mellem armenere og azerbajdsjanere i Stepanakert, hovedstaden i den de facto uafhængige republik Republikken Nagorno-Karabakh.

Krig og selvstændighed

I forbindelse med de påbegyndte reformer i Sovjetunionen i slutningen af 1980'erne, besluttede armenerne i Nagornij Karabakh, som udgjorde 30% af befolkningen, ved en folkeafstemning, at blive genforenet med Armenien. Der fandtes ikke noget lokalt parlament i Karabakh til at ratificere beslutningen.

Den Panarmenske Nationale Bevægelse, som vandt valget i august 1990, var indstillet på at forsøge at opnå selvstændighed ad legal vej. Ved folkeafstemningen i september 1991, stemte 99,3 % for en separation fra Sovjetunionen. Det armenske parlament erklærede landet for selvstændigt og i oktober valgtes Levon Ter-Petrosan til præsident med 83 % de afgivne stemmer.

Aserbajdsjan svarede med en økonomisk og militær blokade af Nagornij Karabakh, der blev indledningen til væbnede kampe mellem de to republikker. Armenien blev medlem af De alliancefrie landes bevægelse i december 1991, og blev fuldgyldigt medlem af FN i februar 1992.

Den armenske økonomi begyndte at komme på fode igen i 1994 og 1995 til dels på grund af det gode forhold til Iran, som svækkede konsekvenserne af den aserbajdsjanske blokade. I maj 1994, hvor de armenske styrker, ifølge azerbajdsjanerne, havde erobret et område på 12.000 km², muliggjorde en russisk pression indgåelsen af en våbenhvile i Nagornij Karabakh. Omkring 30.000 mennesker mistede livet under krigen, mens en million var drevet på flugt. I løbet af 1995 og de første måneder af 1996 fortsatte fredsforhandlingerne mellem de stridende parter.

På trods af anklager for valgsvindel og voldsomme demonstrationer i gaderne, indledte Ter-Petrosan sin anden valgperiode efter at være erklæret som vinder af valget i september 1996. Regeringerne i Jerevan og Moskva undertegnede i august 1997 en vidtgående aftale om politisk, økonomisk, videnskabeligt, kulturelt og forsvarsmæssigt samarbejde.

Utilfredsheden med de sociale forhold med en arbejdsløshed på 20 % af de erhversaktive og undertrykkelse af oppositionen førte til Ter-Petrosans fald. Han trådte tilbage i marts 1998 efter at være blevet ladt i stikken af de førende personligheder blandt sine medarbejdere i regeringen. Robert Kocharyan, der er født i Nagornij Karabakh, vandt anden valgrunde ved præsidentvalget den 30. marts, efter at have besejret den tidligere leder af Kommunistpartiet, hr. Karen Demirchian. Valget gjaldt til periodens afslutning i 1999.

Demirchian fik revanche ved parlamentsvalget i juni 1999, da han blev valgt til formand for parlamentet med 43 % af stemmerne. Nærmeste rival var kommunistpartiet, der fik 12 % af stemmerne. Men i oktober trængte en bevæbnet gruppe uden forbindelse til de politiske partier ind i parlamentet, hvor de dræbte premierminister Vazgen Sarkisian, Demirchian og flere andre parlamentsmedlemmer samt to ministre. Gruppen tog de øvrige parlamentsmedlemmer som gidsler, men efter at præsident Kocharian gik ind i forhandlinger med gruppen, besluttede den at nedlægge våbnene og overgive sig mod personlige garantier. I november udpegede præsidenten Aram Sarkissian til premierminister.

Nyeste udviklinger

I februar 2000 blev Armenien optaget som almindeligt medlem af Europarådet. I midten af året bekræftede Europa-Parlamentet enstemmigt sin resolution fra 1987, hvorefter Tyrkiet først kan optages i EU, når det offentligt vedstår sit ansvar for folkedrabet på den armenske befolkning i 1918-20.

Samtidigt besøgte den russiske præsident Vladimir Putin Armenien. Ved den lejlighed undertegnedes en traktat, der gav den russiske hær ret til at forsvare Armeniens grænser mod Tyrkiet og Iran. Denne traktat skulle gå forud for dannelsen af en Fælles Sikkerhedssammenslutning bestående af Armenien, Rusland, Hviderusland, Kasakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan. Den blev dannet et år senere ved et topmøde i Jerevan og cementerede landenes militære samarbejde mod den islamiske ekstremisme.

Flere tusinde samledes i Jerevan i oktober 2001 for at markere toårsdagen for angrebet på parlamentet. De krævede præsident Kocharians afgang, og beskyldte ham for at skjule oplysninger om voldshandlingen og dens bagmænd.

Armenien blev medlem af WTO i februar 2003. Samme måned genvalgtes Kocharian som præsident, og i maj fik hans støttepartier flertal ved parlamentsvalget. De ledende oppositionspartier som Armeniens Revolutionære Føderation) har nægtet at anerkende resultatet.