Det tysk-romerske Rige

Tysk-romerske rige
Heiliges Römisches Reich
Imperium

 

962–1806
 

 

 

 

Tysk-romerske riges maximilian IIs rigsvåben
Tysk-romerske våbenskjold
Tysk-romerske riges geografiske placering
Tysk-romerske rige omkring 1600, lagt over de nuværende europæiske staters grænser.
HovedstadVarierede
SprogLatin, germanske, romanske og slaviske dialekter
ReligionRomerskkatolsk
StyreformMonarki
Kejser
Liste over Tysk-romerske kejsere
Lovgivende forsamlingReichstag
Historisk periodeMiddelalderen
Otto I krones til
    kejser af Italien

2. februar 962
Conrad II overtager
    Burgund

1034
25. september 1555
24. oktober 1648
- Ophørt
6. august 1806
Efterfulgte
Efterfulgt af
Østfranken
Frankerriget
Schweiziske forbund
Forenede Nederlande
Rhinforbundet
Kejserriget Østrig
Første franske imperium
Kongeriget Italien (1805-1814)
Kongeriget Preussen
Forenende belgiske stater
Fyrstendømmet Liechtenstein

Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation (tysk: Heiliges Römisches Reich deutscher Nation), på dansk som regel kaldt det Tysk-Romerske Rige, var et politisk konglomerat af lande i Vest- og Centraleuropa med Tyskland som centrum. Kejserrigets navn skiftede meget gennem tiderne. Udtrykket Det romerske kejserrige blev brugt i 1034 som betegnelse for Konrad 2.s lande. I 1157 brugte man udtrykket Det hellige kejserrige. Titlen romersk kejser om nordeuropæiske herskere blev anvendt første gang under Otto 2. (kejser 973983). Indtil da havde kejserne fra og med Karl den Store (kejser 800-814) og til og med Otto 1. den Store (kejser 962-973) anvendt titlen Imperator Augustus ("Ophøjet kejser"). Det præcise udtryk, Det hellige romerske kejserrige dateres fra 1254, og den afsluttende version, Det hellige romerske kejserrige af tysk nation ses første gang i 1512.

Riget skabtes ved Otto den Stores kroning til romersk kejser 962 og varede indtil 1806 ved Frankrigs angreb på og okkupation af en stor del af de kejserlige lande.[1][2] Forudsætningen var Karl den Stores rige, som det egentlig opfattedes som en efterfølger til. Rigets navn betegnede, at kejseren egentlig skulle opfattes som romersk kejser men på tysk grund. Formelt set var der tale om en tysk konge der valgtes til romersk kejser, ofte tales der dog blot om tyske kejsere. Styreformen var føderal-monarkisk med en kejser valgt af et kurfyrstekollegium bestående af de mægtigste fyrster indenfor riget. Samtlige territorier i riget havde ret til repræsentation på Rigsdagen og var i denne forbindelse opdelt i et antal rigskredse og 3, senere 4, stænder. Den danske konge havde som hertug af Holsten sæde i rigsdagen fra 1487, den svenske som hertug af Pommern, fyrstbiskop af Bremen og fyrstbiskop af Verden sæde fra 1648. Flere af fyrsterne havde besiddelser udenfor riget, såsom markgreven af Brandenburg, som samtidig var hertug, senere konge, af Preussen og ærkehertugen af Østrig, som samtidig var konge af Ungarn. Da der var langt over 1000 territorier, kunne Rigsdagen antage en anselig størrelse, hvorfor man greb til reduktion i bestemmelsesretten, sådan at ikke hele rigsdagen skulle involveres i enhver beslutning.

Riget styredes af skiftende dynastier (frankere, saliere, hohenstaufere, habsburgere), men allerede fra middelalderens slutning var flere delstater reelt selvstændige. Fra midten af 1400-tallet havde Huset Habsburg mere eller mindre monopol på kejsertitlen men udviklede sit eget hjemland Østrig til selvstændig magt.

Rigets grænser

Det tysk-romerske riges grænser mod øst, syd og vest blev flyttet mange gange i de århundreder, som riget eksisterede.

Grænsen mod nord lå derimod nogenlunde fast. I året 811 havde danske og frankiske stormænd bestemt, at floden Ejderen skulle være grænse mellem de to lande. Frem til det tysk-romerske riges opløsning i 1806 blev aftalen stort set respekteret både af Danmark og Tyskland.

De vigtigste undtagelser var:

Der skete politisk, økonomisk og kulturel påvirkning hen over den formelle rigsgrænse; ligesom forskellige fyrstehuse i tidens løb skaffede sig besiddelser på begge sider af Ejderen.