Gorm den Gamle

Gorm den Gamle
Thyra Danebod meddeler kong Gorm den Gamle underretning om hans søn Knuds død
(Maleri af August Thomsen fra 1800-tallet)
Konge af Danmark
RegeredeFør 936958
ForgængerKnud 1. Hardeknud
RegentGorm den Gamle
EfterfølgerHarald 1. Blåtand
ÆgtefælleThyra Dannebod
BørnKnud Danaast
Harald 1. Blåtand
Toke Gormsen
Gunhild Kongemor
Fulde navn
Gorm Hardeknudsen
DynastiJellingdynastiet
FarKnud 1. Hardeknud
MorUkendt
FødtSlutningen af 800-tallet evt. mellem 908 og 918
Muligvis Jelling
DødVinteren 958
Jelling
Hvilested959
Nordhøjen i Jelling. Ifølge en teori senere overflyttet til Jelling Kirke
Gorms Jellingsten, forside.
Gorms Jellingsten, bagside.

Gorm den Gamle var en dansk konge, som regerede fra Jelling i midten af 900-tallet. Han har muligvis ikke været konge over hele Danmark, men i hvert fald tyder det på, at han rådede over Nørrejylland og Sønderjylland. Han nævnes i samtidige, danske kilder, herunder på de to runestene i Jelling.

Skriftlige kilder

Teksten på Den lille Jellingsten lyder:

  • kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmarkar but

eller på lidt mere nutidigt dansk:

  • Gorm konge gjorde kumler disse efter Thyra, kone sin, Danmarks bod

Gorm omtales også på Den store Jellingsten, hvor der står:

  • Haraltr kunukr bath kaurua kubl thausi aft kurm fathur sin auk aft thaurui muthur sina sa haraltr ias sar uan tanmaurk ala auk nuruiak auk tani karthi kristna

eller:

  • Harald konge bød gøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thyra moder sin, den Harald som sig vandt Danmark al og Norge, og danerne gjorde kristne

Ud fra disse tekster kan vi altså udlede, at Gorm den Gamle var gift med Thyra og far til Harald Blåtand.

Ifølge skriftlige kilder blev Gorm oprindeligt begravet på hedensk vis i Nordhøjen (Thyras høj) i Jelling, men fik en kristen genbegravelse af sønnen Harald, der muligvis var inspireret af, at den tyske kejser Otto 1. fik sin far gravlagt i en kirke. [1]

Gorm den Gamle omtales af Snorri Sturluson, Saxo og Adam af Bremen. Disse værker er dog skrevet mere end 100 år efter Gorms død, så deres oplysninger må behandles med betydelig forsigtighed. Saxo beskriver ham "selv om en stor mand at se til, så svarede det indvortes dog kun slet til det udvortes". 1100-tals historikeren Sven Aggesen kalder Gorm for "Gorm den Løghe" (= dvaske), fordi han angiveligt hengav sig til nydelser og svir. [2] Holberg kalder i sin Dannemark Riges Historie (1732-35) kongen "Gorm den Grumme". [3]