Island

Island
Ísland
 Islands placering  (rød)på det europæiske kontinent  (gul)  –  [Forklaring]
 Islands placering  (rød)

på det europæiske kontinent  (gul)  –  [Forklaring]

Hovedstad
og største by
Reykjavik
64°08′N 21°56′W / 64°08′N 21°56′W / 64.133; -21.933
Officielle sprogIslandsk, islandsk tegnsprog[1]
Etnicitet (2012[2])92,00 % islændinge
2,83 % polakker
5,17 % øvrige
DemonymIslænding
islænder
RegeringsformParlamentarisk republik
Guðni Th. Jóhannesson
Katrín Jakobsdóttir
- Formand for Altinget
Steingrímur J. Sigfússon
Lovgivende forsamlingAltinget (Etkammersystem)
Uafhængighed
- Bosættelse
9. århundrede
930-1262
- Union med Norge
1262-1814
- Del af det danske kongerige
1814-1944
- Islands grundlov
5. januar 1874
1. december 1918[3][4]
17. juni 1944[5]
Areal
- Total
103.001 km2  (nr. 108)
Vand (%)
2,7
Indbyggertal
- Anslået 3. november 2015
331.310[6] (nr. 175)
3,1/km2  (nr. 232)
BNP (KKP)Anslået 2012
- Total
12,873 mia. USD[7]
- Pr. indbygger
39.083 USD[7]
BNP (nominelt)Anslået 2012
- Total
13,630 mia. USD[7]
- Pr. indbygger
41.411 USD[7]
Gini (2010)25,0 (lav) (nr. 1)
HDI (2011)0,898 (meget høj) (nr. 14)
ValutaIslandsk króna (ISK)
TidszoneGMT (UTC+0)
- Sommer (DST)
GMT (UTC+0)
Kendings-
bogstaver (bil)
IS
Luftfartøjs-
registreringskode
TF
Internetdomæne.is
Telefonkode+354
ISO 3166-kodeIS, ISL, 352

Island (islandsk: Ísland) er en nordisk europæisk østat, der ligger, hvor Nordatlanten møder Ishavet på den midtatlantiske ryg. Landet har 331.310 indbyggere[6] og et areal på 103.000 km²,[8], hvoraf landarealet udgør 100.250 km², hvilket gør det til Europas tyndest befolkede land. Landets hovedstad og største by er Reykjavík, der sammen med de omgivende områder i den sydvestlige del af landet er hjemsted for to tredjedele af landets befolkning.

Island er vulkansk og geotermisk aktivt. Det indre af landet består hovedsageligt af en højslette af sand og lava, bjerge og gletsjere, hvorfra en række gletsjerfloder løber mod havet gennem lavlandsområderne. Island opvarmes af Golfstrømmen og har et tempereret klima på trods af placeringen relativt højt mod nord lige op til den nordlige polarcirkel.

Ifølge Landnámabók blev Island bosat år 874, da den norske høvding Ingólfur Arnarson blev den første permanente bosætter.[9] Andre havde besøgt øen tidligere og havde overvintret. I løbet af de næste århundreder bosatte folk af nordiske folk sig i Island, hvortil de medbragte trælle af gælisk oprindelse. Island var fra 1262 til 1918 del af først Norge og senere Danmark. Landet blev selvstændigt i 1918, først som kongerige og fra 1944 som republik. Indtil det 20. århundrede klarede islændingene sig primært ved fiskeri og landbrug, og landet var da et af de fattigste og mindst udviklede i verden. Industrialiseringen af fiskerierhvervet og hjælp fra Marshallplanen efter anden verdenskrig medførte en stærk vækst i økonomien, og i slutningen af det 20. århundrede var et af de rigeste og mest udviklede i verden. I 1994 blev landet medlem af EØS, hvilket muliggjorde en udvidelse af økonomien særligt inden for det finansielle område. En meget ekspansiv økonomisk politik og risikofyldte investeringer betød, at Island blev særlig hårdt ramt af den internationale finanskrise i 2008, hvor landets banker systematisk brød sammen, hvilket medførte betydelig social uro. Island er medlem af FN, EFTA og NATO; blandt sidstnævnte organisations medlemmer er Island det land med den mindste befolkning og den eneste, der ikke har nogen fast hær.

Island har en markedsbaseret økonomi med relativt lave selskabsskatter sammenlignet med andre OECD-lande,[10] samtidig med at det har bevaret et velfærdssamfund efter skandinavisk model med ret til offentligt finansierede sundhedsydelser og uddannelse på alle niveauer.[11] I 2011 lå Island som nummer 14 på den verdensomspændende Human Development Index,[12] og det var det fjerdemest produktive land i verden pr. indbygger.[13] Der er meget fokus på kønnenes ligestilling i Island, og i Global Gender Gap Report 2012 ligger Island øverst skarpt forfulgt af Finland, Norge og Sverige.[14]

Islandsk kultur er baseret på den nordiske arv. De fleste islændinge nedstammer fra nordiske eller gæliske bosættere. Islandsk er et germansk sprog af den vestnordiske gren og er tæt beslægtet med færøsk og visse vestnorske dialekter. Med til at definere den islandske kultur er områder som det islandske køkken, digtning og de middelalderlige islandske sagaer.

Historie

Ingólfur Arnarson, en første permanente bosætter i Island.
Maleri af Johan Peter Raadsig (1806 - 1882)
Uddybende Uddybende artikel: Islands historie

Bosættelse og den islandske fristat (874-1262)

Uddybende Uddybende artikel: Vikingernes ekspansion

Ifølge Landnámabók og Íslendingabók boede der keltiske munke, kendt som paparerne, i Island, før de norske bosættere ankom; det var sandsynligvis medlemmer af den hiberno-skotske mission. Nylige arkæologiske udgravninger har fundet ruiner af en hytte i Hafnir på Reykjanes-halvøen, og dateringer ved hjælp af kulstof 14-metoden indikerer, at den blev forladt et sted mellem 770 og 880, hvilket antyder, at Island var befolket noget før 874. De arkæologiske fund kan også indikere, at munkene forlod Island, før nordmændene ankom.[15]

I den periode, der her er tale om, var klimaet i Island betydeligt mildere end nu, og omkring 25 % af landet var dækket af skov mod 1 % nu.[16]

Den første norske bosætter på Island, som man kender navnet på, er Ingólfur Arnarson, der opførte sit hjem i nutidens Reykjavik i 874. Ingólfur blev efterfulgt af mange andre emigrerede bosættere, særligt nordmænd med deres trælle, hvoraf mange var skotter eller irere. Bosætterne fik i det store hele lov til at passe sig selv, og der opstod efterhånden en fællesskabsfølelse blandt bosætterne, der udmøntede sig i en slags statsdannelse. Omkring 930 var der gjort krav på det meste af den dyrkbare jord, og Altinget, et lovgivende og dømmende parlament, var grundlagt for at regulere den islandske fristat. Kristendommen blev indført omkring 990-1000, selv om den gamle nordiske religion fortsat blev dyrket af en del af befolkningen flere år efter.

Islands tidlige historie er bedre dokumenteret end de øvrige nordiske landes historie. Lige fra den første tid har man kendskab til enkelte mennesker, deres navne og slægtsforhold med præcise årstal. Blandt de ældste, kendte bøger, som blev skrevet i Island, er sagaerne, som beretter om landets historie.

Ósvör, en morderne kopi af en middelalderfiskerhytte ved Bolungarvík

Den islandske fristat eksisterede indtil det 13. århundrede, hvor det politiske system, der var skabt af de oprindelige bosættere, ikke længere var i stand til at håndtere den stigende magtkoncentration hos de islandske høvdinge.[17]

Middelalderen

Maleri fra det 19. århundrede af altingetÞingvellir

Det, der særligt ledte til opløsningen af den islandske fristat, kendes som Sturlungatiden, en periode med ufred og interne stridigheder mellem nogle af landets mægtigste slægter. Perioden er beskrevet i Sturlunga saga og endte med, at Island kom under den norske krone. Herredømmet over Island gik videre til Danmark-Norge omkring 1380, da kongerigerne i Danmark, Norge og Sverige blev samlet i Kalmarunionen. I de følgende århundreder blev Island et af de fattigste lande i Europa. Ufrugtbar jord, vulkanudbrud, skovrydning og det barske klima gjorde livet hårdt i et samfund, hvis eksistens næsten udelukkende afhang af landbruget. Den sorte død ramte Island to gange, først i 1402-04 og senere igen i 1494-95.[18] Ved det første udbrud døde 50-60 % af befolkningen, mens det andet dræbte 30-50 %.[19]

Reformationen og begyndelsen på den moderne tid

Omkring midten af det 16. århundrede pålagde kong Christian 3. lutheranismen indført hos sit folk. Jón Arason, den sidste katolske biskop i Hólar, blev halshugget i 1550 sammen med to af sine sønner. Herefter gik landet snart over til lutheranismen, der siden har været den dominerende religion. I det 17. og 18. århundrede pålagde Danmark strenge handelsbegrænsninger på Island, samtidig med at sørøvere fra mange lande hærgede Islands kyster.[20] En voldsom mæslingeepidemi i det 18. århundrede dræbte næsten en tredjedel af landets befolkning.[19] I 1783 gik vulkanen Laki i udbrud med ødelæggende resultat.[21][22] Årene, der fulgte efter udbruddet, kendes som " Móðuharðindin" ("Den vanskelige tågetid"), og her omkom omkring halvdelen af landets husdyr, hvilket førte til en voldsom hungersnød med nedgang i befolkningen på omkring en fjerdedel.[22]

Uafhængighedsbevægelsen (1814-1918)

Da Danmark-Norge blev en del af den tabende side i napoleonskrigene, blev landet delt op i to selvstændige kongeriger ved freden i Kiel. Island forblev i den forbindelse en del af Danmark. Op gennem det 19. århundrede blev klimaet fortsat dårligere, hvilket resulterede i masseudvandring til Den Nye Verden, særligt til Manitoba i Canada. Op mod 20.000 ud af en befolkning på 70.000 udvandrede i den periode.[23]

På samme tid voksede en ny national bevidsthed op med inspiration i romantikken og de nationale strømninger i resten af Europa. Den islandske uafhængighedsbevægelse tog form i midten af århundredet under ledelse af Jón Sigurðsson, som red på en spirende islandsk national bevægelse, inspireret af folkene omkring det islandske tidsskrift i København, Fjölnir, samt andre danskuddannede, islandske intellektuelle. I 1874 lod Danmark Island få en grundlov og begrænset hjemmestyre, som blev udvidet i 1904, hvor Hannes Hafstein blev den første minister for Island i den danske regering.

Kongeriget Island (1918-1944)

Krydseren HMS Berwick anførte den britiske besættelse af Island under anden verdenskrig

1. december 1918 trådte den dansk-islandske forbundslov af 1918 i kraft. Heri blev Island anerkendt som en suveræn stat, der var i personalunion med Danmark med den danske konge som fælles statsoverhoved. Den islandske regering etablerede i den forbindelse en ambassade i København og bad desuden Danmark om at tage sig af landets udenrigspolitik. De danske ambassader rundt i verden kom derpå til at repræsentere begge nationer, hvilket blev demonstreret med visning af begge landes flag og våbenskjold. Forbundsloven var tidsbegrænset til 25 år.

Ved optakten til anden verdenskrig stillede Island i lighed med Danmark sig som udgangspunkt neutrale, men med den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940 frasagde Altinget den danske konge som regent og overtog selv Islands udenrigspolitik samt alle landets øvrige opgaver, der hidtil havde været klaret i Danmark. En måned senere invaderede og besatte Storbritannien Island og krænkede dermed den islandske neutralitet. I 1941 overtog USA besættelsen af landet, så Storbritannien kunne frigøre tropperne til andre opgaver; dette arrangement blev tøvende accepteret af de islandske myndigheder.

Uafhængig republik

31. december 1943 udløb den dansk-islandske forbundslov. Den ustabile situation midt i en verdenskrig gav anledning til diskussionen af, om Island skulle kappe de sidste bånd til Danmark, og fra 20. maj 1944 og fire dage frem blev der afholdt en folkeafstemning om dette spørgsmål. Afstemningen havde to spørgsmål: Om personalunionen med Danmark skulle afskaffes og i givet fald, om monarkiet skulle bevares eller afløses af en republik. Resultatet gav et overvældende flertal med over 98 % for såvel afskaffelse af personalunionen som for indførelse af republikken.[24] Island blev derpå formelt en republik med virkning fra 17. juni 1944 med Sveinn Björnsson som landets første præsident.

I 1946 forlod de allierede besættelsesstyrker Island. Landet blev formelt medlem af NATO d. 30. marts 1949 trods store protester, heriblandt en demonstration, der udviklede sig voldeligt. Den 5. maj 1951 blev der underskrevet en forsvarsaftale med USA, hvilket betød, at amerikanske tropper vendte tilbage til landet under betegnelsen Iceland Defense Force. Dette militærkontingent forblev i Island under hele den kolde krig, og de sidste tropper blev trukket ud 30. september 2006.

Trods den allierede besættelse havde Island haft økonomisk fordel af krigen, og dette fortsatte i årene umiddelbart efter krigen som følge af en stærk industrialisering af fiskeriet og midler fra Marshallplanen, hvoraf Island modtog i særklasse den største andel per indbygger i forhold til de øvrige europæiske lande (209 USD, hvor den næststørste del med 109 USD gik til det krigshærgede Holland).[25] 1970'erne var præget af torskekrigen - en række sammenstød mellem Island og Storbritannien om Islands udvidelse af landets fiskerigrænse. Landets økonomi blev udbredt og liberaliseret betragteligt med Islands indtræden i EØS i 1994.

Island var vært for Reykjavik-topmødet i 1986 mellem USA's præsident Ronald Reagan og Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov, der her tog betydelige skridt mod en atomnedrustning. Få år senere blev Island det første land, der anerkendte Estland, Letland og Litauens uafhængighed af Sovjetunionen. I løbet af 1990'erne påtog Island sig en stadig større rolle på den internationale scene og skabte sig en udenrigspolitik baseret på humanisme og fred. I den forbindelse bidrog landet med hjælp og ekspertise i en række NATO-ledede operationer i Bosnien, Kosovo og Irak.[26]

Storhed og fald for Island som finansielt centrum

I årene 2003-2007 bevægede Island sig efter en privatisering af banksektoren under ledelse af statsminister Davíð Oddsson fra at være et land primært kendt for sin fiskeindustri til at være et land med et økonomisk fundament inden for finans- og investeringssektoren.[27] Det førte til, at landet i løbet af ganske kort tid blev et af de mest velstående i verden, indtil det blev hårdt ramt af finanskrisen.[27] Krisen resulterede i den største udvandring fra landet siden 1887, idet nettoudvandringen var på omkring 5.000 personer i 2009.[28] Islands økonomi blev senere stabiliseret under ledelse af tidligere statsminister Jóhanna Sigurðardóttir og voksede med 1,4 % i 2012.[29]

Kreditratingbureauet Moody's har gennemgået verdens største konkurser fra 1920 til 2008. Den fjerdestørste var Kaupthings konkurs; lige efter kom Glitnir. Lægges de islandske banker sammen, var kun Lehman Brothers' konkurs større. En befolkning på 300.000 stod dermed for verdens næststørste bankerot. Island indførte derfor kapitalkontrol, så knapt nogen fik lov til at tage kapital ud af landet, mens alle, der eksporterer mod betaling i fremmed valuta, skal tage den ind i landet. EU har aldrig protesteret mod, at Island dermed modsatte sig bestemmelsen om fri bevægelighed af kapital. [30]