Jomsborg

Jomsvikinger slås i en haglstorm ved slaget ved Hjørungavåg. Kunstner: Halfdan Egedius.

Jomsborg var en legendarisk borg beskrevet i Jomsvikingernes saga og Knýtlingesaga. Her skulle jomsvikingerne have haft deres base. Det var Palnatoke der samlede jomsvikingerne. Det er i dag plausibelt at sige Jomsborg må have ligget på øen Wollin eller Usedom – som i dag er en halvø på grænsen mellem Tyskland og Polen.

Litterære vidnesbyrd

Mindesmærke i Wolin med dansk og polsk indskrift i runelignende stil, til minde om Harald Blåtands død i Jomsborg i 986.

Hos Jónsson[1] findes en poetisk klingende fortale for jomsvikingernes deltagelse i Slaget ved Svold og Slaget ved Hjørungavåg. Jónsson er i 1910 i Historisk Tidsskrift oprørt over, at hans kollega (ironiserende benævnt Arkivar Weibull) har publiceret en ren afvisning af Jomsborg og dens jomsvikinger.

Overleveringen om Jomsborg er fra højmiddelalderens Island, og der skrives om byen i flere af datidens skrifter, eksempelvis hos den danske Saxo Grammaticus. Saxo har en fortælling (2. bog, afsnit 1) om, hvorledes den svenske kongesøn Styrbjørn, der var blevet fordrevet fra Sverige af Erik Sejrsæl, vendte sig til Harald Blåtand og bortgiftede sin søster Gyrid til ham og af Harald blev indsat som jarl i Jomsborg. Fortællingen om Harald Blåtands flugt til Jomsborg under krigen med Svend Tveskæg findes både hos Sven Aggesen, hos Adam af Bremen (2. bog, afsnit 27) og hos Saxo (8. bog, afsnit 3). De skriftlige vidnesbyrd om det tidlige Danmark er indbyrdes afhængige og skrevet ned nogle hundrede år efter begivenhederne.[bør uddybes] Det er således vanskeligt at finde frem til den historiske kerne bag digterkunsten.[2]

I Knýtlingesaga findes navnet Jomsborg, og hos Adam af Bremen findes navnet Jumne, men i begge skrifter er stedet belejret af kong Magnus den Gode under hans krigstogt mod slaverne. At Jomsborg og Jumne skulle være et og samme sted og og i øvrigt med flere varierende skrivemåder herunder Vineta blev publiceret i 1931/32 af den tyske forsker Adolf Hofmeister og overtaget af den samtidige Otto Kunkel, der kom til at lede udgravningerne i Wolin. [3]

Svend Ellehøj har ved en analyse af skjaldedigtningens omtale af venderne og af den politiske situation i Norden og Polen omkring år 1000 fundet støtte for hovedtræk i historien om Harald Blåtands garnison i Jomsborg og om jomsvikingernes deltagelse i de militære forviklinger mellem de nordiske lande ved årtusindskiftet[4].