Middelalderen

Mathildekorset, et crux gemmata fremstillet til Mathilde, Abbedisse af Essen (973–1011), som ses knæle foran jomfru Maria og barnet i emaljen. Kristusfiguren lidt senre. Sandsynligvis fremstillet i Köln eller Essen, korset demonstrerer adskillige middelalderlige teknikker: støbning, filigran, emalje, polering og fastsættelse af juvel og genbrug af klassiske kaméer og gemme.

I Europas historie er middelalderen en periode der går fra 400-tallet frem til og med 1400-tallet. Den begyndte med det Vestromerske Riges fald og overgik til renæssancen og opdagelsestiden. Middelalderen er mellemperioden mellem de tre traditionelle dele i den vestlige historie: antikken, middelalderen og moderne tid. Middelalderen bliver underinddelt i tidlig middelalder, højmiddelalder og senmiddelalder.

Befolkningsnedgang, modurbanisering, invasion og flytning af befolkninger, som var begyndt i senantikken, fortsatte i den tidlige middelalderen. Under folkevandringstiden flyttede store befolkningsgrupper sig, inklusive germanere, der etablerede nye kongerige i det der var tilbage af det Vestromerske Rige. I 600-tallet blev Nordafrika og Mellemøsten, der tidligere havde været en del af Det Byzantinske Rige, blev en del af Umayyade-kalifatet, der var et islamisk rige. Selvom der skete store samfundsmæssige og politiske ændringer var overgangen fra antikken ikke fuldstændig. Det Byzantinske Rige eksisterede stadig i øst, og var fortsat et stort rige med meget magt. Rigets lov Corpus Juris Civilis blev genopdaget i Norditalien i 1070 og blev beundret meget senere i middelalderen. Mod vest blev de få romerske institutioner inkorporeret i kongerigerne. Klostrene blev grundlagt, da kampagner for at kristne det hedenske Europa fortsatte. Frankerne, under Karolingerne etablerede kortvarigt Det Carolingske Rige i slutningen af 700-tallet og begyndelsen af 800-tallet. Det dækkede store dele af Vesteuropa, men gik i opløsning som følge af pres fra interne borgerkriger og invasioner fra vikingerne i nord, ungarere fra øst og saracenere fra syd.

I højmiddelalderen, som begyndte efter år 1000, steg befolkningstallet i Europa meget i takt med teknologiske og landbrugsmæssige udviklinger, der også tillod handlen blomstrede og den middelalderlige varmeperiode gjorde at udbyttet fra landbruget steg. godssystemet, der organiserede bønder i landsbyer, der betalte leje og arbejde til adelen, og feudalisme, det politiske system, hvor riddere og adel af lavere status skulle tjene som soldater for deres herrer mod retten til at leje land og herregårde var to måde som samfundet var organiseret på i højmiddelalderen. Korstogene, hvor det første foregik i 1095, var militære forsøg fra kristne i Vesteuropa på at skaffe sig kontrol over det hellige land fra muslimer. Konger blev overhoved for centraliserede nationalstater, der reducerede kriminalitet og vold, men gjorde idealet om en samlet kristent rige mindre sandsynligt. Det intellektuelle liv blev market af skolastik, en filosofi der lagde vægt på at kombinere tro og fornuft, og grundlæggelsen af universiteter. Thomas Aquinas' teologi, Giottos malerier, Dante og Chaucers poesi, Marco Polos rejser og gotik i katedraler som Chartres er blandt de store bedrifter der skete mod slutningen af højmiddelalderen og overgangen til senmiddelalderen.


Senmiddelalderen blev præget af store vanskeligheder og modgang, inklusive hungersnød, pest og krig, hvilket reducerede befolkningstallet i Europa betydeligt. Mellem 1347 og 1350 hærgede den sorte død og omkring en tredjedel af europæerne omkom. Kontroverser, kætteri og det vestlige skisma i den katolske kirke foregik samtidig med strid mellem stater, civile stridigheder og bondeoprør i kongerigerne. Kulturelle og teknologiske udviklinger ændrede det europæiske samfund, hvilket afsluttede senmiddelalderen og startede begyndelsen på moderne tid.

Terminologi og periodeinddeling

Middelalderen er den ene af tre store tidsperioder i Europas historie: antikken; middelalderen; og moderne tid.[1]

Middelalderlige forfattere opdelte historien i perioder som " seks aldre" eller " Fire Riger". og betragtede deres egen tid som den sidste inden verdens undergang.[2] Nå de refererede til deres egen tid, omtalte de den som "moderne".[3] I 1130'erne referede humanist og digter Petrarch til de præ-kristne tider som antiqua (eller "antikke") og til den kristne periode som nova (eller "ny"").[4] Leonardo Bruni var den første historiker der brugte den tredelte periodeinddeling i sin bog History of the Florentine People (1442).[5] Bruni og senere historikere argumenterede med at Italien var genvundet siden Petrarchs tid og de tilføjede derfor en tredje periode til Petrarchs to. "Middelalderen" optræder første gang på latin i 1469 som media tempestas eller "mellem sæson".[6] I den tidlige brug af udtrykket kom det i mange varianter inklusive medium aevum, eller "middelalder", de blev brugt første gang i 1604,[7] og media saecula, eller "middelaldre"", først brugt i 1625.[8] Det alternative term på engelsk "medieval" (eller nogle gange "mediaeval"[9] eller "mediæval")[10] er afledt af medium aevum.[9] Den tredelte periodisering blev standard efter den tyske historiker Christoph Cellarius i 1600-tallet opdelte historien i de tre periode: oldtid, middelalder og moderne tid.[8]

Det mest almindelige tidspunkt, der bliver angivet som starten på middelalderen, er 476,[11] der blev brugt første gang Bruni.[5][A] For Europa som en heled bliver år 1500 ofte betragtet som slutningen på middelalderen,[13] men der hersker ikke en universel enighed om en præcis dato. Afhængig af konteksten bliver Christopher Columbus' første rejse til Amerika i 1492, Konstantinopels fald til tyrkerne i 1453 eller reformationen i 1517 angivet som afslutningen på perioden.[14] Engelske historikere bruger ofte slaget ved Bosworth Field i 1485 som enden på middelalderen.[15] For Spanien bliver kong Ferdinand 2.s død i 1516, dronning Isabella 1. af Kastilien i 1504, eller erobringen af Granada i 1492 brugt.[16] Historikere fra romansk-talende lande opdeler typisk middelalderen i to periode: en tidligere "høj" og en senere "lav" periode. Engelsktalende historikere, der følger deres tyske kolleger, opdeler normalt middelalderen i tre periode: "tidlig", "høj" og "sen".[1] I 1800-tallet blev hele perioden ofte omtalt som "den mørke middelalder",[17][B] men underopdelingen bruges kun dette udtryk til den tidlige middelalder, i hvert fald blandt historikere.[2]