Mordet på Kim Wall

Drabet på Kim Wall
StedOm bord på UC3 Nautilus i Øresund
OfferKim Wall
DatoNatten mellem den 10. og 11. august 2017
TypeDrab, andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter, usømmelig omgang med lig og overtrædelse af reglerne om sikkerhed til søs[1]
GerningsmændPeter Madsen

Mordet på Kim Wall (i danske medier omtalt som Ubådssagen[2]) fandt sted i august 2017 i Køge Bugt. Torsdag den 10. august 2017 omkring klokken 19:00 sejlede den svenske journalist Kim Wall ud fra Refshaleøen med ubådskaptajnen Peter Madsen i miniubåden UC3 Nautilus. Da Wall ikke kom tilbage om aftenen, blev Joint Rescue Coordination Centre alarmeret.[3] Kontakt til ubåden blev skabt den efterfølgende formiddag, hvor Madsen sænkede den og blev reddet i land.[3]. Walls lig blev efterfølgende fundet parteret. I henhold til byrettens dom den 25 april 2018, blev Wall dræbt i Peter Madsens ubåd.

Eftersøgt og fundet

Ubåden UC3 Nautilus.

Den 11. august 2017 blev Peter Madsen med UC3 Nautilus meldt savnet, og en stor eftersøgning med redningshelikoptere og skibe kom i stand.[4] Ubåden med Madsen blev fundet samme dag sejlende i Køge Bugt.[5]

Da ubåden blev opdaget, sprang Peter Madsen ud af den og blev reddet, inden ubåden sank kort tid efter. En 30-årig svensk kvinde, journalisten Kim Wall, der var ude at sejle med ubåden aftenen inden forliset, blev samtidig meldt savnet. Efterfølgende blev Peter Madsen anholdt og sigtet for drab, skønt han selv hævdede, at kvinden var blevet sat i land på Refshaleøen sent torsdag aften.[6] Madsen ændrede senere forklaring til, at der var sket en ulykke om bord, der medførte Walls død, hvorefter han, med egne ord, havde begravet hende til søs i Køge Bugt.[7]

Politiet i både Danmark og Sverige eftersøgte dog stadig Kim Wall, og hendes død blev bekræftet 23. august af Københavns Politi, efter at det blev klart, at en kvindetorso, som var drevet i land ved Klydesøen på Amager, matchede Kim Walls DNA. Politiet kunne konstatere, at hoved, arme og ben var skilt fra kroppen ved en bevidst handling. [8][9][10]