Norrønt

Norrønt
Talt i:Norden, England, Wales, Isle of Man, Normandiet, Vinland, Volgas floddal
Talere i alt:
Sprogstamme:Indoeuropæisk
 Germansk
  Nordisk
   Norrønt 
Skriftsystem:runer, latinsk-norrønt alfabet
Sprogkoder
ISO 639-1:ingen
ISO 639-2:non
ISO 639-3:non
Den omtrentlige udbredelse af norrønt og beslægtede sprog i det tidlige 10. århundrede:      Oldvestnordisk      Oldøstnordisk      Oldgutnisk      Oldengelsk      Krimgotisk      Andre Germanske sprog, der i nogen grad fortsat var gensidig forståeligt

Norrønt, oldnordisk eller oldvestnordisk er betegnelsen på det vestnordiske (oldislandske og oldnorske) sprog i perioden ca. 800-1350 e.Kr. Denne skelnen var imidlertid ukendt på de islandske sagaers tid: på oldislandsk betegner norrœnt mál sammen med dǫnsk tunga (i nutidsislandsk norrænt mál og dönsk tunga) det fælles nordiske sprog[1].

Ordet norrøn udtales traditionelt og af fagfolk samt på sproget selv med tryk på første stavelse.

Norrønt er det sprog, som de islandske sagaer og den Ældre og Yngre Edda er skrevet på. Selv om norrønt generelt er mere fortidigt end middelalderens gammeldansk og fornsvensk, så har sproget visse innovationer, som de østnordiske sprog ikke kender (som omlyd foran *z > r: ker "kar"). Der var heller ikke særligt store forskelle mellem dem og det sprog, som blev brugt i det skandiviske område i vikingetiden. Derfor taler man om ét oldnordisk sprog inden for den specifikke tidsramme, selv om det havde visse dialektforskelle. I Norge har det derimod været vigtigt at skelne mellem norsk og dansk eller svensk; i Danmark har vi overtaget denne brug. I dag er norrønt en betegnelse for det fælles vestnordiske sprog, der ad åre skulle videreudvikle sig til norsk, færøsk, islandsk og de nu uddøde norn og norrønt grønlandsk.

Alfabetet og lydene

Størstedelen af det norrøne tekstmateriale er skrevet med en variant af det latinske alfabet, der lige som det moderne islandske alfabet har bogstaverne þ (thorn) og ð (eth eller edh), svarende til ustemt og stemt engelsk th; ð, der minder om det danske bløde d. Derudover findes der i de gamle skrifter nogle vokaltegn, som ikke bruges i nyislandsk.

Både vokaler og konsonanter findes i en kort og en lang udgave. De lange vokaler er i normaliseret tekst altid markeret med accent (í, é, á, ó, ú, ý), mens både æ og œ betegner lange vokaler. (œ betegner en lang ø-lyd, ikke et æ.) Det lange á er på dansk blevet til å og har måske allerede i vikingetiden klinget å-agtigt[2].

De lange konsonanter markeres ved dobbeltskrivning, eller i håndskrifterne ved brug af versaler. Konsonanterne ll og nn udtales i nyere islandsk med lukke, det vil sige som dl og dn, dog med en del regelmæssige undtagelser.

Trykte udgaver af teksterne findes i tre varianter:

- kildetro, der så vidt muligt beholder håndskrifternes ortografi, og er oftest baseret på et enkelt manuskript,

- normaliserede udgaver med en standardiseret udgave af den gamle ortografi, enten en normaliseret udgave baseret på et enkelt manuskript eller flere, i det sidste tilfælde er der tale om at komme den oprindelige tekst så nær som muligt,

- nyislandske udgaver, der er ordrette, men med nyislandsk ortografi[3].

De sidstnævnte kan kendes blandt andet ved, at et stort antal ord ender på -ur, for eksempel det nyislandsk maður for norrønt/oldislandsk maðr (mand/menneske). (Endelsen -ur er den hyppigste i nyislandsk i det hele taget, men den forekom også i det gamle sprog, som i de svage hunkønsord i flertal.)