Otto den Store

Otto 1.
(Otto den Store)
Kejser Otto 1., tegning fra omkring 1530'erne.
Kejser af Det Tysk-Romerske Rige
Kroning2. februar 962
Peterskirken, Rom
Regerede2. februar 9627. maj 973
ForgængerUbesat
(Titlen sidst indehavet af Berengar 1.)
MedkejserOtto 2. (967-973)
EfterfølgerOtto 2.
ÆgtefællerEdith af England
Adelheid af Burgund
BørnVilhelm, Ærkebiskop af Mainz
Liutgard, Hertuginde af Lothringen
Liudolf, Hertug af Schwaben
Mathilde, Abbedisse af Quedlinburg
Otto 2., Tysk-romersk kejser
HusLiudolfingerne
FarHenrik Fuglefænger
MorMathilde af Ringelheim
Født23. november 912(912-11-23)
Død7. maj 973 (60 år)
Memleben
HvilestedMagdeburg Domkirke
Signatur
ReligionRomersk-katolsk

Otto 1., kaldet Otto den Store (tysk: Otto der Große), (23. november 9127. maj 973) var tysk konge fra 936 til 973 og tysk-romersk kejser fra 962 til 973.

Han overtog den tyske trone efter sin far, Henrik Fuglefænger. Fra 936 var Otto 1. tysk konge og fra 951 konge af Italien. Han blev kronet til tysk-romersk kejser i år 962. I sine forsøg på at kristne Norden og de slaviske folk, udsendte han mange missionærer. Det førte til dannelsen af staterne Polen og Tjekkiet (Bøhmen). Især det førte til, at disse folk blev katolske og ikke ortodokse som de andre slaviske folk. Han reddede til og med kristenheden ved at afværge ungarske angreb, og blev derfor kaldt for "Europas befrier". Det afgørende slag ved Lechfeldslaget stod den 10. august 955.

Sønnen Otto 2. fulgte faderen som kejser i 973.

Liv og karriere

Tidlig styre

Otto blev gift med angelsaksiske Edith (Ædgyth) (910-946), datter af kong Edvard den ældre i 929. I 936 fulgte han sin far Henrik Fuglefænger på tronen.

Han valgte at blive kronet i Karl den stores tidligere hovedstad Aachen, hvor han blev salvet af Hildebert, ærkebiskop af Mainz, overhoved for den tyske kirke. I henhold til den saksiske historiker Widukind af Corvey var der fire andre hertuger fra riget tilstede, fra Franken, Schwaben, Bayern og Lorraine, og som var hans personlige ledsagere: Arnulf 1. af Bayern som marskalk (staldmester); Herman 1. af Schwaben som mundskænk; Eberhard 3. af Franken som hovmester, og Gilbert af Lorraine som kammerherre.[1] Fra begyndelsen af Ottos styre gav han klare signaler om, at han var en efterfølger til Karl den store, hvis sidste arvinger til Østfranken var døde i 911, og at han havde den tyske kirke med dens mægtige biskopper og abbeder bag sig. Imidlertid var Vestfranken fortsat underlagt herskeren fra det karolingske dynasti.

Otto havde til hensigt at dominere kirken og forene de tyske landområder. Kirken tilbød rigdom, soldater og sit monopol på læse- og skrivekundskab. Han kunne til gengæld tilbyde beskyttelse mod adelen, love økonomiske tilskud og en vej til magt som hans administrative tjenere. I 938 blev en sølvkilde opdaget i Rammelsberg i Sachsen. Den mine sørgede for at finansiere Ottos aktiviteter gennem hele hans styre; faktisk bidrog den til skaffe det meste af Europas sølv, kobber og bly i de næste to hundrede år. Årsagen til det er, at andre sølvkilder var tørrede ud allerede i 820- og 830'erne på grund af politiske vanskeligheder i det muslimske Abbasiderrige og som igen havde ført til krise i Europa.[2]

Ottos tidlige styre var kendetegnet af hertugernes oprør. I 938 havde Eberhard, hertug af Bayern, nægtet at betale ham tribut. Otto svarede med at gå i krig to gange: i foråret og i efteråret 938. Han besejrede Eberhard og forviste ham. Berthold, broder til Arnulf, tidligere hertug af Kärnten, blev ny hertug af Bayern.

Efter at Siegfried, greve af Merseburg, døde i 937, krævede Thankmar dette grevskab, men Otto udnævnte Gero, broder til Siegfried, som ny greve. I løbet af denne strid gjorde Eberhard 3. af Franken og Wichmann den ældre oprør mod Otto, og Thankmar slog sig sammen med dem. Thankmar og Eberhard erobrede Belecke ved floden Möhne. Wichmann den ældre forsonede sig medOtto, og oprøret i Sachsen brød sammen. Fæstningen Eresburg blev belejret og erobret af Ottos hær. Thankmar blev dræbt ved alteret i kirken. Eberhard blev for en tid holdt fængslet ved Hildesheim, men blev senere sluppet fri. Han gik siden i forbund med Henrik 1. af Bayern, Ottos yngre broder.[3]