Svensk (sprog)

Svensk
(Svenska
Udtale:[ˈsvɛ̂nskâ]
Talt i:• Sverige
• Finland
Talere i alt:Som hovedsprog:
8.311.739[1]
Sprogstamme:Indoeuropæiske sprog
 Germanske sprog
  Nordiske sprog
   Østnordiske sprog
    Svensk 
Officiel status
Officielt sprog i:Se ovenfor
Reguleret af:Språkrådet, Svenska språkbyrån
Sprogkoder
ISO 639-1:sv
ISO 639-2:swe
ISO 639-3:swe 
Kort over det svenske sprogs udbredelse

Svensk (Lyd svenska +  ?) er et østnordisk sprog som tales af omkring 9.500.000 mennesker først og fremmest i Sverige, på Åland og i dele af Finland. Det er i nær slægt med dansk og norsk, og brugere af de tre sprog har som regel små vanskeligheder med at forstå hinanden.[2][3] Svensk skiller sig ud med sin prosodi, som kan variere markant mellem forskellige dialektområder. I det indgår både aspekter som tryk og i visse tilfælde tone. Sproget har et relativt stort antal vokaler, som har både korte og lange varianter, og danner tilsammen 18 vokalfonemer. Et unikt aspekt af svensk er sje-lyden (den første lyd i ordet "skjuta"), som findes i mange forskellige dialektale varianter. Selv om lignende lyde, med tydelig labialiserende udtale, findes i mange sprog, er svensk det eneste sprog som benytter lyden som et fonem. Også den svenske udtale af den skrevne vokal u (både som lang [ʉ] og kort [ɵ]) er globalt set ualmindelig, selv om udtalen varierer i forskellige svenske dialekter.

Rigssvensk er den almindelige benævnelse på standardsproget, som bruges i medier, presse og kommunikation mellem personer fra forskellige dialektområder, og er baseret på dialekterne omkring Stockholm og Mälardalen. Selv om distinkte regionale varianter baseret på lokale dialekter bruges, er både det talte og skrevne rigssprog standardiseret og enhedlig i hele landet. Nogle af de mere traditionelle bydialekter skiller sig markant fra rigssvensk i grammatik, ordforråd og fonologi, og nogle kan være vanskelige at forstå for udenforstående. De kaldes af sprogforskere bymål, sockenmål eller bondska og tales i små byer af få mennesker, ofte med lav social mobilitet. Selv om mange af disse dialekter ikke risikerer at uddø i nær fremtid, er dialekternes udbredelse mindsket i løbet af 1900-tallet, til trods for at de er vel kortlagt og ofte opmuntres af lokale myndigheder i Sverige.

I Finland og Estland tales hhv. finlandssvensk og estlandssvensk.

Klassifikation og slægtskab

Svensk er et indoeuropæisk sprog, som tilhører den nordgermanske gren af de germanske sprog. Sammen med dansk tilhører det den østnordiske undergruppe, som skiller disse to sprog fra de vestnordiske sprog norsk, færøsk og islandsk. En moderne opdeling af sprogene baserer sig på gensidig forståelighed og deler de nordiske sprog i en fastlandsskandinavisk gruppe som dansk, norsk og svensk, og en øskandinavisk gruppe som færøsk og islandsk. Dette skyldes, at dansk i lighed med svensk og norsk har indtaget mange lavtyske låneord, og i større grad end de andre vestnordiske sprog har fået forenklet morfologi.

Ifølge de fleste vedtagne kriterier for gensidig forståelighed kan de fastlandsskandinaviske sprog betragtes som dialekter af samme sprog. Men på grund af århundreder med konflikter mellem især Danmark-Norge og Sverige, som udkæmpede en lang række krige fra 1500-tallet til 1814, og de nationalistiske idéstrømninger, som var mest aktuelle i løbet af 1800- og 1900-tallet, har de tre sprog forskellig ortografi, ordforråd, grammatik og hver deres sprogmyndigheder. Dansk, norsk og svensk beskrives fra et lingvistisk perspektiv derfor bedst som en gruppe nært beslægtede dialekter af "skandinavisk", og mange dialekter af nationalsprogene kan beskrives som en mellemting mellem to sprog, som for eksempel de svenske dialekter, som tales i Dalsland og Värmland nær grænsen til Norge.